Fra hånd til mund

For personer med funktionsnedsættelser i armene betyder denne mulighed, at man fortsat kan være skriftlig deltagende, hvilket i et arbejdsfastholdelsesperspektiv kan være afgørende.

Historisk set er tekst blevet produceret med hånden som redskab. I vikingetiden blev der brugt hammer og mejsel til at hakke runer. Siden udviklede håndens redskaber sig til fjerpenne, fyldepenne, blyanter, skrivemaskiner og tastaturer.

Derfor er det måske værd at stoppe op og reflektere over, hvilke konsekvenser det får, når hånden nu ikke længere er forudsætningen for at kunne producere tekst. Hvad sker der i skriveprocessen, når teksten kan produceres med tale?

Den teknologiske udvikling, som har gjort talegenkendelse mulig, betyder, at personer, med et nogenlunde upåfaldende talesprog, kan producere tekst. For personer med funktionsnedsættelser i armene betyder denne mulighed, at man fortsat kan være skriftlig deltagende, hvilket i et arbejdsfastholdelsesperspektiv kan være afgørende.

Kernen i ordblindhed er vanskeligheder med at knytte lyd og bogstav, når ord skal staves. Talegenkendelse stiller ikke krav til brugerens fonologiske forudsætninger og har derfor et enormt potentiale i ordblindes produktion af tekst.

I Danmark har enkeltbrugere haft adgang til talegenkendelse siden 2006. De seneste år er talegenkendelse blevet integreret i smartphones og tablets tastaturer. Teknologien, der genkender og omsætter talen, bliver hele tiden bedre. Det betyder, at det, der dikteres, bliver genkendt med en større rigtighedsprocent.

Det lyder simpelt og oplagt, at målgrupper, der har svært ved at producere tekst, smider tastaturet og begynder at anvende talegenkendelse. Men at anvende denne teknologi stiller andre krav til brugeren. Det kræver tilvænning, træning og aflæring af gamle vaner. Talegenkendelse læres ikke på 5 minutter. Det tager tid.

Der er mange processer, man skal lære at håndtere i dette ’lille’ område af ens krop, og disse skal kunne aktiveres og flettes ind i hinanden på få sekunder.

Opremset aktiveres bl.a. disse processer eller kompetencer, når talegenkendelse skal anvendes:

  • Sproglig opmærksomhed på tydelig og distinkt udtale
  • Formulering af skriftsproglige sætninger
  • Hukommelse, når sætninger skal fastholdes
  • Fokusering og overblik, når den røde tråd skal sikres i indhold og mål
  • Sikring af korrekt genkendelse
  • Sikker håndtering af program og dets funktioner
  • Selvforvaltning

Der kræves ’lyd’ for at producere skrift. Det betyder, at den, der anvender talegenkendelse, ’larmer’. Samtidigt er udefra kommende støj ikke hensigtsmæssig, da det påvirker genkendelsen. Der kræves derfor fysiske omgivelser, der ikke støjer, ligesom brugeren, der anvender talegenkendelse, skal lære at føle sig komfortabel med at sende ’lyd’ til omgivelserne. Talegenkendelse i klasserum og åbne kontorlandskaber er derfor en udfordring for omgivelserne og for brugerens integritet. Der skal skabes rammer, der ikke knægter brugerens integritet. At anvende talegenkendelse er derfor ikke bare at gå fra hånd til mund.

Talegenkendelse kræver motivation. Sagt smart og i en fart - Jo større behov - des større sandsynlighed for at få succes med talegenkendelse.

For de brugere, der har muligheden, er det oftest et spørgsmål om både at anvende tastatur og talegenkendelse. Således at man, i sit digitale penalhus, kan bruge det redskab, der giver bedst mening i en given situation.

Strategierne, behovene, situationerne og kombinationsmulighederne for den enkelte bruger er mange. Det gælder derfor om at finde frem til den anvendelse og tilpassede brug, som giver bedst mening for den enkelte.

For rigtig mange har talegenkendelse været en teknologi, der har betydet øget deltagelse og arbejdsfastholdelse, men hvis man tror, at talegenkendelse kun er et spørgsmål om at gå fra hånd til mund på 5 minutter, så er sandsynligheden for at mislykkes stor.